Det var en fejltagelse, der kostede et tocifret millionbeløb, da isproducenten Mejerigaarden besluttede sig for at give Hjem-Is-bilerne et nyt navn og et nyt varesortiment.

Valget faldt på Fråst, men danskerne tog hverken det nye navn eller konceptet til sig.

Derfor måtte selskabet sidste år bruge tid, kræfter og penge på at omgøre beslutningen.

Det er stærkt medvirkende til, at Mejerigaardens regnskab for 2024, der nu er offentliggjort, viste et underskud på 47,6 millioner kroner efter skat.

- 2024 var et oprydningsår efter Fråst-projektet, siger administrerende direktør Kirsten Ægidius til Nordjyske.

Hun kalder omkostningerne for "dyre lærepenge" og forklarer blandt andet, at Mejerigaarden har måttet afskrive et it-system på 15 millioner, der var skræddersyet til Fråst-konceptet.

Det har også kostet at genskabe Hjem-Is-logoerne både fysisk - på bilerne - og digitalt på selskabets platforme.

Kirsten Ægidius forventer efter to år med underskud, at regnskabet går i nul igen i 2025.

Mejerigaarden har hovedsæde i Thisted og ejer foruden Hjem-Is også varemærkerne Premier Is, Underground og Polar Is.

Selskabet omsatte samlet set for 531 millioner kroner i 2024.

Det var seks millioner kroner mere end i 2023.

/ritzau/

Efter Trump har truet EU med tårnhøje toldsatser, står EU nu klar med en ny liste af toldtrusler rettet mod amerikanske varer.

Bliver de indført, kan det komme til at ramme den amerikanske – og indirekte også den europæiske – økonomi hårdt.

Det skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg.

På EU-Kommissionens i alt 206 sider lange liste står blandt andet:

• Boeing-fly
• Amerikanske biler
• Whiskey

Det ville ikke mindst være et hårdt slag for den amerikanske flyproducent Boeing, der i årevis har kæmpet med dårlige sager og store underskud.

Den europæiske liste er et forslag, der først skal godkendes af alle medlemslandene, før de kan blive realiseret.

Beslutter EU sig i sidste ende for at gengælde Trumps øgede toldsatser med at vedtage den varslede liste, vil den samlede værdi af toldsatserne runde 72 milliarder euro, svarende til 460 milliarder kroner.

Også maskinprodukter, kemikalier og plast, medicinsk udstyr, elektrisk udstyr, vine og andre landbrugsvarer er inkluderet i listen, der er udarbejdet af EU-Kommissionen.

Varer relaterede til militære produkter vil ikke være omfattet af tolden.

Listen er en trussel over for USA – men samtidig fortsætter EU med at forsøge at forhandle en handelsaftale på plads med Trump-regeringen forud for den endelige frist 1. august.

Trump svinger øksen

I weekenden lød det fra præsidenten, at han er klar på at indføre en basistold på 30 procent på EU-eksport fra 1. august, hvis der ikke opnås en handelsaftale.

USAs nuværende generelle told på europæiske varer er på 10 procent.

Det er tidligere beskrevet, at EU er klar til indgå et handelskompromis med USA, der indebærer, at man EU vil acceptere Trumps basistold på 10 procent, hvis en række krav indfries.

Det fremgår ikke af EU-Kommissionens dokument, hvor høje EUs toldrater vil være, hvis listen vedtages træder i kraft.

Nogle af landets største podcastsucceser gemmer sig bag Podimos betalingsmur. Mads Steffensens monopol »Mads og A-holdet«, Maria Jencels »112 for knuste hjerter« og Ditte Okmans sladdermagasin »Det, vi taler om«.

Men til denne dag er det endnu ikke lykkedes Podimo at skabe sorte tal på bundlinjen, og det sætter et netop offentliggjort regnskab to streger under.

Det skriver Mediawatch, som kan fortælle, at Podimos underskud er vokset 34 procent fra 2023 til 2024, hvor det nu lyder på 473 millioner kroner efter skat.

Det er dermed podcast- og lydbogstjenestens hidtil største underskud, som i løbet af alle fem regnskabsår er løbet op i 1,3 milliarder kroner.

Indholdsdirektør, Nikolaj Koppel, sagde i februar til Mediawatch, at han forventer, at Podimo tjener penge på alle sine markeder i begyndelsen af 2026. 

Podimo har siden stiftelsen i 2019 fået store investeringer fra blandt andet investeringsfondene 83North og Heartcore Capital samt Augustinus Fonden.

Investeringerne er løbet op i mere end halvanden milliard kroner.

Så sent som i maj skrev Mediawatch, at Podimo endnu en gang fik skudt mere kapital i virksomheden – omkring 15 millioner kroner. Man ville dog ikke ud med, hvem af de eksisterende aktionærer, der havde investeret yderligere.

Helt med vilje

Podimo producerer originalt indhold, ligesom de distribuerer podcast og lydbøger, andre har lavet.

Forretningsmodellen minder om Netflix, hvor brugerne betaler for at få adgang til en bred vifte af indhold.

Øverst på listen over populære programmer ligger blandt andre samtalepodcasten »Her går det godt« med Esben Bjerre og Peter Falktoft samt kriminalmagasinet »Panser« med tidligere narkobetjent René Dahl Andersen og journalist Peter Graae.

Selvom regnskabet viser underskud, er det ikke længe siden, at Podimo kunne fejre en milepæl, man i virksomheden havde arbejdet frem mod længe.

Én million betalende abonnenter på tværs af Podimos syv markeder.

Den danske virksomhed er til stede i Mexico, Finland, Tyskland, Norge, Spanien og Holland.

Så sent som i februar forklarede administrerende direktør, Morten Strunge, at der ikke var panik på Podimo over de røde tal på bundlinjen.

»Vores forretningsmodel har været, at vi ville levere et stort udbud af kvalitet fra dag ét på alle markeder. Det indebærer nogle relativt hårde omkostninger i etableringsfasen, så profitabiliteten kommer efterfølgende,« sagde Morten Strunge.

Her forklarede han også, at Podimo med stor sandsynlighed måtte ud at hente flere investeringer – for at øge væksten, ikke for at overleve.

Dengang fortalte Morten Strunge til Børsen, at det ikke har været planen at opnå en stor abonnentskare for derefter at sælge Podimo videre, som iværksætteren flere gange har gjort det med teleselskaber.

»Vi har heller ikke nogle aktuelle planer om at sælge. Personligt drømmer jeg mere om en børsnotering. Men vi har jo aktionærer i ejerkredsen, som på et eller andet tidspunkt skal have et afkast på deres investering.«

Er det noget, I kan love jeres aktionærer i den nærmeste fremtid?

»Nej, det har de heller ikke bedt om. Aktionærerne er glade, det har de vist igen og igen ved fortsat at investere i os. Og vi har leveret i forhold til de målsætninger, vi har haft,« sagde han.

»Ja …« siger André Rogaczewski med en undren i stemmen. Som om spørgsmålet sætter gang i en mindre selvransagelse.

Normalt falder svarene fra Netcompany-stifteren ellers prompte, og de ebber ofte ud i noget med behovet for banebrydende digitale løsninger.

Men på spørgsmålet om, hvorfor den børsnoterede danske techvirksomhed egentlig har valgt at være et europæisk selskab, skal han tænke sig om.

»Det er en 25 år gammel virksomhed, og hvis du spørger, hvorfor vi ikke tog til USA, da vi rundede 80 mennesker, så ved jeg det da ved gud heller ikke,« siger han og slår en latter op helt nede fra mellemgulvet.

»Så tror jeg, vi havde været lidt større, end vi er i dag.«

At det ikke er sådan, handler nok lige dele om tilfældighed og stædighed, forklarer André Rogaczewski. Men han fortryder ikke noget.

»Jeg vil kæmpe for Europa, og det er faktisk muligt. Jeg elsker det her kontinent og det her land. Prøv lige at se dig omkring …«

Den 57-årige topchef sidder solbrun med nedknappet skjorte og misser med øjnene foran en solbeskinnet café på en propfyldt Allinge Havn.

Interviewet, der finder sted under årets folkemøde på Bornholm, kredser om samme emne – der også tydeligt er blevet den største dagsorden på Folkemødet:

Hvordan danske virksomheder skal navigere i den nye geopolitiske usikkerhed, der er blevet virkeligheden efter det transatlantiske tillidsbrud.

For Donald Trumps handelskrig har skabt enorm utryghed omkring Danmarks største handelspartner i en tid, hvor EU i forvejen halter gevaldigt efter stormagterne USA og Kina på konkurrenceevnen.

Men den dystre situation rummer faktisk muligheder for en virksomhed som Netcompany, siger André Rogaczewski.

Det skyldes særligt, at den store afhængighed af amerikansk Big Tech har skabt bekymringer i Bruxelles og omegn.

»Selvfølgelig skaber situationen muligheder for os. Vi er en europæisk virksomhed med en europæisk strategi, og for os er det en god ting, at Europa vil digitalisere yderligere og komme frem i det kapløb.«

André Rogaczewski drømmer om at gøre Netcompany til en europæisk techgigant.

Men vejen, han skitserer, er langtfra snorlige.

Tiden for europæiske techgiganter?

Selvom Danmark hurtigt kan blive en lille lus, når giganterne bekriger hinanden med handelsbarrierer, er André Rogaczewski grundlæggende fortrøstningsfuld på virksomhedernes vegne.

Som kloge hoveder har påpeget, går virksomheder og stater formentlig en tid i møde med skærpede interessesfærer og en mere transaktionel, noget-for-noget økonomi.

»Dét tror jeg faktisk, at mange danske virksomheder – selvom at, hey, det er ikke nemt – er bedre forberedt på, end vi tror.«

Hvad baserer du det på?

»Vi er en nation, der har været gode til at forarbejde og berige ting. Samle og sende videre. Vi har været kreative og gode handelsfolk. Når noget forandrer sig, og ting bliver dyrere, så flytter danske virksomheder produktion og marked. Vi er fleksible og hurtige.«

Men ifølge André Rogaczewski er der særligt ét område – som selvsagt ligger ham på sinde – hvor Danmark, og Europa, er langt bagud, og hvor disse ellers flatterende karakteristika om dansk erhvervsliv kommer til kort.

»Vi har set, at de teknologisk mest innovative vinder. Her har amerikanerne været førende, og kineserne har indhentet dem. Men i Europa har vi bare anvendt teknologi. Vi skal sætte os i førersædet nu, og vi har travlt.«

Som udlagt i den næsten skamciterede Draghi-rapport om EUs konkurrenceevne skyldes efterslæbet over for USA også i allerhøjeste grad forskellen i teknologisk innovation.

Kløften er altovervejende opstået på grund af den håndfuld amerikanske techgiganter, der på få årtier har sat sig på snart sagt hele markedet.

»Og vi er nødt til at skabe vores egne techgiganter nu,« siger André Rogaczewski.

Samme sted som for 20 år siden

Med et driftsoverskud på lidt over én milliard kroner og knap 8.000 ansatte er der endnu langt fra Netcompany til Microsoft’erne i denne verden (Microsoft har et driftsoverskud på godt 700 milliarder kroner og 230.000 ansatte).

Men vinduet for at skabe reel europæisk konkurrence er der, mener André Rogaczewski.

»Europa er bagud på ai, teknologisk infrastruktur og cloud (internetbaserede it-løsninger såsom opbevaring af data, red.). Skal vi have større datacentre? Ja. Skal vi have gigantiske ai-factories? Ja. Det har politikerne også fundet ud af,« siger han.

Herfra bliver en række ting afgørende i forhold til, hvorvidt Europa kan lykkes, må man forstå på topchefen.

Noget handler om virksomhederne selv. Noget andet om samspillet med det politiske system – og dermed om udviklingen af de famøse rammevilkår.

»Vi halter gevaldigt bagefter på applikationssiden, og det er den, der kommer til at afgøre ai-ræset. For i forhold til kunstig intelligens står vi nu samme sted, som vi gjorde med internettet for 20 år siden, hvor Airbnb og Uber ikke var opfundet.«

Sagt med andre ord skal europæiske techvirksomheder som Netcompany være dem, der finder på de hverdagsløsninger, der bringer den kunstige intelligens i spil.

En mission, der langtfra er nem, og som derfor også ifølge André Rogaczewski kommer til at kræve en hel del fra lovgiverne.

Han henviser til, at Europa-Parlamentet sidste år vedtog den såkaldte kunstig intelligensforordning i et første forsøg på at indføre lovgivning på området.

»Når man gør det, skal det gå stærkt. Vi skal kunne leve op til den regulering på to-tre år, ikke ti. Det kræver et tæt samarbejde mellem dem, der regulerer, dem, der bygger, og dem, der bruger det,« siger André Rogaczewski.

»Ellers kommer nogen udefra og bygger det, mens vi sidder og diskuterer.«

En symptomatisk ansættelse

André Rogaczewski har set, hvordan grænserne mellem politik, forretning og den offentlige debat er smeltet en hel del mere sammen – og hvordan alting går markant hurtigere i dag end for år tilbage.

Det stiller også markant flere krav til virksomhederne – særligt på et så reguleret og komplekst marked som det europæiske.

»Vi tror, vi er et videnssamfund, fordi vi er en smule kreative. Det er ikke nok. Vi skal have dyb teknisk indsigt og samtidig forstå lovgivningen. Vi skal være tæt på der, hvor den nye teknologi og de nye juridiske rammer bliver skabt i Europa.«

Et oplagt spørgsmål er, om ikke den nylige ansættelse af den erfarne diplomat Ulrik Vestergaard Knudsen er udtryk for netop den ambition.

I februar ankom han på ryggen af seks år som vicegeneralsekretær i OECD, verdens største økonomiers mellemstatslige organisation, hvor han blandt andet var ansvarlig for digital og teknologisk transformation.

Ulrik Vestergaard Knudsen er således nu toplobbyist, formelt chief corporate affairs officer, i Netcompany.

»Der en europæisk politisk agenda, hvor vi skal præge europæerne i, hvad de politiske løsninger skal være. Der er den type kompetencer vigtige,« siger André Rogaczewski.

Han har et eksempel, der forklarer nødvendigheden af en mand som Ulrik Vestergaard Knudsen.

»I Tyskland er der 16 delstater med 16 lokale lovgivninger og en EU-lovgivning oveni, og de har ikke digital post. Det er en problemstilling, der skal løses på få år. Det kræver den slags kompetencer.«

Netcompany i Saudi-Arabien?

Selvom André Rogaczewski – måske særligt set i lyset af den seneste udvikling – ikke fortryder, at Netcompany i dag ikke står og skræver hen over Atlanten, betyder det ikke, at der ikke er ambitioner udenfor Europa.

For nylig var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afsender på budskabet om, at Danmark, der ikke kan regne med USA som før, ikke kun har råd til at handle med lande, der deler vores værdier.

Derfor vil han og regeringen arbejde på at åbne døre til et marked som Saudi-Arabien, som også Dansk Industri for nylig argumenterede for et tættere samarbejde med – på trods af de ofte fremhævede etiske problematikker.

»Vi går ind i en mere transaktionel tidsalder, og der er jeg på linje med vores regering,« siger André Rogaczewski.

»Det er virkelig godt og rigtigt, at vi har vores europæiske værdier, som vi kæmper for hver dag. Men jeg er også nødt til at sige, at for store europæiske virksomheder handler det nu om at gøre sig relevante og tage markedsandele. Der skal vi ikke være for fine til at handle med nogen.«

I første omgang drømmer Netcompany dog om at blive en »europæisk techgigant«.

»Men nogle af de løsninger, vi laver, kan jo bruges alle steder i verden. Kan man argumentere mod, at digital post er en dårlig idé i noget som helst land? Nej, det kan man ikke. Måske er det en mere demokratiserende foranstaltning,« siger André Rogaczewski.

»Når man har gode danske løsninger, skal man da ikke kimse af at få dem solgt.«

Disse uger er for mange lig med ferie, sol og et afbræk fra jobbet. Sådan burde det i hvert fald være, lyder det fra to af landets største fagforeninger.

Men halvdelen af danskerne arbejder – frivilligt eller ufrivilligt – selvom de officielt har fri.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden YouGov på vegne af rejsebureauet Spies.

Her svarer cirka hver femte, at de ofte må tage arbejdet med på ferie, mens det i alt er 51 procent af de adspurgte, der har arbejdet under en ferie.

Særligt i hovedstadsområdet er tendensen markant, hvor det er 64 procent af de adspurgte, der har arbejdet, på trods af at de havde fri.

Ud over selvstændige er det, ifølge undersøgelsen, funktionæransatte, som arbejder, selvom de er på ferie. Her lyder andelen på 69 procent.

Og det møder kritik fra fagforeningen Djøf, der mener, at det sætter medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde på prøve.

»Helt generelt er det en uskik at arbejde, mens man har ferie. Men vi ved, at rigtig mange gør det alligevel. Man har brug for at holde fri,« siger Sara Vergo, der er formand for Djøf, og peger på, at særligt en ting er årsag til, at arbejdet tages med på ferie.

For det er ifølge Djøf ikke kun af lyst, at eksempelvis mailindbakken besvares fra haven, sommerhuset eller varme himmelstrøg.

»Mange gør det ud fra en opfattelse af, at der er en forventning om, at de skal stå til rådighed. Også selvom de holder ferie – og det er rigtig ærgerligt, for så har de jo ikke ferie,« siger Sara Vergo.

Overbelastning og dårlig trivsel

Hun fortæller, at fagforeningen selv har foretaget en lignende undersøgelse blandt medlemmerne.

Den viser blandt andet at, hver femte har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

Og at jobtilfredsheden er lavere hos netop den gruppe, der står til rådighed, selvom kalenderen viser, at de har ferie. 

Hvad er konsekvenserne for eksempelvis jeres medlemmer, hvis de lader sig stå til rådighed ufrivilligt?

»Det er overbelastning. Vores medlemmer arbejder typisk mange timer i forvejen og på alle tider af døgnet og ugen. Så det at give hjernen ordentligt fri er virkelig vigtigt. Men det kan vi desværre se, at alt for få gør,« siger Sara Vergo.

I Djøfs undersøgelse svarer 38 procent, at deres arbejdsplads forventer, at de står til rådighed uden for »normal« arbejdstid.

For cirka to tredjedele af de medlemmer, som står meget til rådighed, har det en negativ indvirkning på deres trivsel, lyder det.

Og det er i sidste ende chefernes ansvar, hvis trivslen sættes over styr, lyder det fra Djøf.

»Der bør være nogle klare retningslinjer og aftaler om, hvornår arbejdsgiverne forventer, at medarbejderne står til rådighed, og hvordan de kompenseres,« siger Sara Vergo og anfører, at 75 procent af fagforeningens medlemmer fortæller, at der netop ikke er klare retningslinjer for, hvornår de skal stå til rådighed.

»Der ligger en stor ledelsesopgave i det her. Der skal sendes et signal om, at når man har ferie, betyder det, at man ikke skal arbejde,« siger Sara Vergo.

Chefer arbejder også i ferien

Også fagforeningen Lederne, der repræsenterer over 135.000 ledere, har undersøgt medlemmernes arbejdsvaner i ferierne.

Her bekræfter fagforeningens undersøgelse, at også et flertal af lederne vælger at arbejde, selvom de har ferie.

Eksempelvis svarer 68 procent af de adspurgte, at der svares på e-mail i ferierne, mens det kun er fem procent, der holder fri »uden at stå til rådighed«.

»Når man har ferie, skal man selvfølgelig forsøge at holde ferie. Det er jo hele formålet. Vi har alle sammen brug for restitution,« siger Kim Melander Jensen, der er politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv.

Hvis medarbejdere og ledere skal arbejde trods ellers aftalt ferie, bør der aftales rammer for, hvordan man som ansat skal stå til rådighed, lyder det fra Kim Melander Jensen.

I repræsenterer en del mennesker, som formentlig har ledelsesansvar. Du siger, at det er vigtigt at holde ferie, men har jeres medlemmer – som så heller ikke holder ferie – ikke et ansvar for at sørge for, at der bliver holdt ferie i deres organisation og blandt deres medarbejdere?

»Jo, absolut. Det er helt sikkert et ansvar for både arbejdsgivere og ledere at få planlagt sådan, at medarbejdere og ledere selv kan holde ferie, så man ikke behøver at skulle stå til rådighed, eller kun i helt særlige tilfælde. Vi har jo også en ferielov, som skal overholdes,« siger Kim Melander Jensen.

En ferielov, der blandt andet tilsiger, at arbejdstagere har ret til 15 dages sammenhængende ferie.

Man må selv sige fra

Spørger man erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer en lang række arbejdsgivere, opfordres der ligeledes til, at medarbejdere »holder ferie, når man har ferie«.

Det fortæller Pernille Taarup, der er fagchef for HR og Ledelse.

»Det virker umiddelbart som høje tal, men det kommer an på, hvad der ligger bag. Det interessante er forventningsafstemningen, som man skal sikre som leder, så man ikke som medarbejder tror, man skal tjekke sin mail, hvis lederen ikke har den forventning,« siger hun.

Djøfs medlemmer oplever, at det er forventningen, og at der ikke forventningsafstemmes. Er det også jeres oplevelse?

»Det har vi ikke noget belæg for at sige. Vi har ikke nogen undersøgelser, der viser det, og hører det ikke fra vores medlemsvirksomheder.«

Men når både I og Djøf er enige om, at medarbejderne skal holde ferie, når de har ferie, er det så problematisk, hvis det ikke sker?

»Ja, men det interessante er at finde ud af, hvorfor man ikke holder ferie. Hvis ikke der er et udtalt ønske fra lederen om, at man er på, skal man også kunne sige fra som medarbejder. Det er den dialog, der skal være,« siger Pernille Taarup.

Også hos Dansk Industri finder man tallet »højt« og mener, at »ferie som udgangspunkt er ferie« – samt at der skal foreligge klare aftaler, hvis ansatte forventes at være tilgængelige.

Det skriver Pernille Tang Raschke, direktør for HR & Organisationsudvikling, i et skriftligt svar.

Adspurgt om, hvorvidt arbejde i ferien er problematisk, skriver hun:

»Jeg tror, resultatet er et udtryk for, hvor fleksibelt manges arbejde er blevet. Arbejde og fritid flyder mere og mere sammen, fordi arbejdspladserne i højere grad rummer en fleksibilitet, der for rigtig mange er til stor gavn, men som nu også lade til at flyde lidt ind i ferien.«

Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, kan snart få ekstra meget at se til.

Han er ifølge en fondsbørsmeddelelse nomineret til en post i bestyrelsen hos smykkeselskabet Pandora og kan vælges ind i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i august.

- Lars kan bidrage med stor værdi til Pandora. Han har en stærk lederbaggrund og har konsekvent leveret resultater i komplekse og konkurrenceprægede miljøer, siger Peter A. Ruzicka, der er bestyrelsesformand for Pandora.

I samme fondsbørsmeddelelse fortæller Pandora, at næstformanden i bestyrelsen, Christian Frigast, ikke søger genvalg til bestyrelsen.

Han udtræder i forbindelse med den næste ordinære generalforsamling næste forår efter at have siddet med i bestyrelsen siden børsnoteringen i 2010.

- Det har været en stor fornøjelse at bidrage til virksomhedens strategiske retning gennem nogle af de mest definerende år i dens historie, siger Christian Frigast, der var ledende partner i kapitalfonden Axcel, da den købte aktiemajoriteten i Pandora af grundlæggerne, Per og Winnie Enevoldsen.

Lars Sandahl Sørensen tiltrådte som administrerende direktør i Dansk Industri i 2019.

Før det var han koncerndirektør i SAS. Han har også været kommerciel direktør i ISS World og administrerende direktør i Visit Denmark.

Han sidder allerede i bestyrelsen for Københavns Lufthavne og Pension Danmark.

Dansk Industri er en interesseorganisation for omkring 20.000 virksomheder, der arbejder for bedre vilkår for dansk erhvervsliv, tilbyder rådgivning for sine medlemmer og forhandler overenskomster.

/ritzau/

Weekenden bragte nye handelstrusler fra USAs præsident, Donald Trump. EU er nu medlem af en – ikke særlig eksklusiv – klub, der har modtaget et toldbrev fra Trump. Her forhøjer Trump samtidig toldmuren fra 20 til 30 procent på varer fra EU fra 1. august. 

EUs chefforhandler, Maros Sefcovic, sagde mandag, at en sådan toldsats er »så høj, at den i praksis stopper handlen.« Dertil kommer Trumps nye trusler om told på 200 procent på lægemidler. Den vil ramme EU særlig hårdt. 

På papiret er det en meget alvorlig optrapning af konflikten. EU har – naturligvis – svaret, at man vil tage alle nødvendige skridt for at forsvare europæiske interesser. 

EU-landene er i fuld gang med at opdatere det direkte svar i form af mere told på amerikanske varer. EU har allerede lavet lister med toldsatser på amerikanske varer til en værdi på omkring 100 milliarder euro som svar på Trumps tidligere runder af ny told. De kan træde i kraft, hvis der ikke nås en aftale inden 1. august. 

Der kommer mange »læk« om, hvad der foregår i EUs interne forhandlinger. 

Man skal huske, at EU-landene altid er indbyrdes meget uenige om handel. Når der undervejs i processen kommer læk om forskellige synspunkter, er det en del af forsøget fra især de store lande på at skubbe den offentlige debat i EU i retning af ens egne synspunkter. Når der tales om indrømmelser på enkelte områder fra EU til USA, skal man huske, at intet er aftalt, før alt er aftalt.

Det grundlæggende problem er, at Trump med sine nye udmeldinger igen har flyttet målstængerne for, hvad han vil med en aftale. Det nytter ikke at lave en politisk aftale på biler og stål, hvis Trump så lægger 200 procent told på lægemidler på et senere tidspunkt – eller 200 procent told på europæisk vin. Eller noget helt tredje, som irriterer ham på en given dag.

Den beherskede reaktion i mandagens aktiemarked er i sig selv værd at lægge mærke til. Der siger noget om, at aktiemarkedet ikke tror på, at Trump vil føre sine trusler ud i livet.

Der er meget mere end told på spil

EUs samlede svar, hvis Trumps toldmur træder i kraft, vil være proportional i forhold til den belastning, som Trump påfører. Men svaret kan også blive meget innovativ i forhold til traditionelle handelskonflikter. 

EU er en højt avanceret økonomi, der er USAs største samhandelspartner og suverænt der, hvor virksomheder har investeret mest på tværs hos hinanden. De gensidige investeringer løber op i 7.500 milliarder dollar eller næsten 50.000 milliarder kroner.

Der er skabt millioner af arbejdspladser på begge sider af Atlanten. Amerikanske teknologiselskaber udgør rygraden i den europæiske infrastruktur. BMW er en af USAs allerstørste eksportører.

EUs vareeksport til USA er meget større end USAs vareeksport til EU. Altså kunne man fristes til at tro, at EU ikke kan ramme USA lige så hårdt, som USA kan ramme EU. Men der er mange andre dele af forholdet, der kan bruges som våben i en handelskonflikt.

For EU er det en fordel, at det i april blev synligt, at aktiemarkedet ikke kan lide Trumps toldkrig. Aktiemarkedet har i stigende grad fortolket Trumps hårde udmeldinger som tomme trusler, der skal dække over, at omverdenen – i modsætning til Trumps modstandere hjemme i USA – ikke har lagt sig fladt ned.

I Bruxelles og andre tunge hovedstæder ved man, at en alvorlig optrapning af handelskrigen vil føre til store fald i aktiemarkedet. Det gør langt mere ondt på USA end på Europa, fordi mange flere amerikanere har investeret i aktiemarkedet og er afhængige af det i deres pensionisttilværelse.

Det amerikanske aktiemarked er derfor en europæisk allieret. Men det er ikke det eneste redskab.

Teknologi og våben i spil

Der er eksempelvis indførelsen af en toldlignende skat på teknologiselskaber, som EU-Kommissionen fik beføjelser til i 2022. Det er noget, som Trump har set sig alvorligt sur på. Men faktisk har briterne ikke opgivet deres teknologiskat i de handelsforhandlinger, som pågår med Trumps regering.

Det handler også om, hvorvidt amerikanske selskaber kan deltage i udbud af offentlige opgaver i EU-landene. EUs tiltagende handelskonflikt med Kina handler blandt andet om, at kinesiske producenter er blevet udelukket fra europæiske udbud på medicinsk udstyr.

Et vigtigt eksempel på offentlige udbud er af våben. Da EU i foråret introducerede planen for europæisk oprustning med særlig vægt på europæiske våbenproducenter, var amerikanske ministre hurtigt på banen med kritik. Dette er et punkt, der – økonomisk – kan gøre rigtig ondt på USA.

Det er værd at bemærke, at mens europæiske våbenproducenters aktiekurser er eksploderet siden Ruslands invasion af Ukraine, så er det slet ikke tilfældet hos de amerikanske. Flere af de store selskaber er slet ikke steget i værdi, som Lockheed Martin og Northorp.

Alle forhold, der handler om offentlige udbud, handler reelt set om, hvor skattekroner ender. Her har USA siden 1930erne haft en »køb og producér amerikansk«-klausul, som både Trump og Biden har strammet kraftigt op. Hvis europæerne vil begrænse den amerikanske adgang til europæiske skattekroner, kan man sådan set bare kopiere den amerikanske lovgivning på området. Her er der for alvor tale om ulige vilkår – i USAs favør.

Der er også andre dele af det samlede europæiske modsvar, som vil påvirke forholdet til USA.

EU arbejder på at tilbagerulle indberetningskrav og regulering for at forbedre europæiske virksomheders konkurrenceevne. I det omfang, at det sker på det digitale område, kan det gavne amerikanske selskaber – men det sker for at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne. Mindre bureaukrati og mere lempelige forhold for iværksættere i EU kan trække innovativ kraft fra USAs universiteter og virksomheder.

Frihandel er et hemmeligt våben

EU har også sat turbo på flere handelsaftaler som kompensation for den stigende amerikanske isolationisme. Det kan Trump på en dårlig dag fortolke som »antiamerikanske tiltag«. Trump har lovet mere told på lande, der gør den slags. 

Han har også lovet at straffe lande, der koordinerer deres strategi over for hans trusler. Det kan EU gøre med lande som Japan, Canada og Mexico, der også har vist sig at være i Trumps sigtekort. Trumps trusler gælder også tiltag, der kan reducere brugen af dollar. Det vil flere EU-handelsaftaler også bidrage til, fordi det vil styrke euroens rolle i det globale finansielle system.  

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en færdig aftale med de sydamerikanske lande liggende i skuffen. Heriblandt er Brasilien – der fik en told på 50 procent i nakken i sidste uge.

EU indgik i weekenden en politisk aftale med Indonesien om en frihandelsaftale, der også er mod Trumps interesser. Og EU forhandler på højtryk med Indien. Trump taler pænt om Indien, men har også truet med høj told, hvis New Delhi ikke åbner det beskyttede indiske marked for amerikanske varer. Det skaber en åbning for EU. Trump har slet ingen interesser i, at EU og Indien indgår en juridisk bindende aftale, der vil åbne det indiske marked for europæiske varer i direkte konkurrence med amerikanske virksomheder.

Og så er der Trumps kamp mod Kina, som han forsøger at trække ind i alle handelsaftaler.

Der er altså mange, mange brikker i spil. Jo mere Trump øger presset mod alt og alle, desto flere muligheder har EU for at bringe de andre værktøjer i kassen i spil.

Selvom EU ikke larmer så meget, er man ikke gået på ferie i Bruxelles. Grænsen for, hvor længe man kan acceptere den nuværende tilstand med usikkerhed og ensidig amerikansk told, ophører ved månedens udgang. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Danskerne har for alvor fået lyst til at købe flere elbiler. Over det seneste år er antallet af nyregistrerede elbiler vokset med hele 22 procent.

Samtidig har salget af benzin- og dieselbiler oplevet et markant fald: Der er blevet indregistreret over 25 procent færre nye benzinbiler og hele 47,9 procent færre dieselbiler.

Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik for juni.

Målt i antal blev der indregistreret 12.121 nye elbiler i juni. Danmarks Statistik skriver, at 85 procent af husholdningernes nye biler kører på el.

En stor del af de nye elbiler bliver tilsyneladende leaset. Privatleasing udgør nu en tredjedel af husholdningernes nye biler.

Ser vi på de konkrete modeller, så har Skoda Elroq været den suverænt mest solgte elbil i første halvår.

På de følgende pladser ligger Volkswagen ID. 4, Tesla Model Y og Volkswagen ID.3.

Går mere trægt i andre lande

Administrerende direktør i Mobility Denmark Mads Rørvig påpeger, at der er to årsager til udviklingen.

Det ene er, at man holder elbiler delvist fri af registreringsafgiften. I Danmark betaler vi op mod 150 procent i afgift på benzin og dieselbiler, mens man betaler noget mindre på en elbil. 

Det andet er, at udbuddet af elbiler stiger.

»Vi skal ikke have ret mange år tilbage, før elbiler enten var luksusbiler eller små biler uden tilstrækkelige tekniske egenskaber. Nu kan man få en elbil til et prisniveau og med de tekniske egenskaber, som passer til danskernes bilbehov,« siger Mads Rørvig.

Han er ikke i tvivl om, hvad der er den afgørende faktor for danskerne, når de skal købe ny elbil.

»Det er helt og holdent økonomien. Det siger jeg med sikker stemme, for i de andre lande, hvor de i princippet har adgang til de samme elbiler, der går det noget mere trægt,« siger Mads Rørvig og fortsætter:

»Vi er lidt afhængige af, at politikerne fortsætter de nuværende vilkår for elbiler, hvis udviklingen skal fortsætte.«

Opfordrer til højere afgift

For elbilerne betyder de nuværende regler, at der vil komme registreringsafgift fra starten af det nye år, og denne vil bare vokse år for år frem til 2030.

Som tidligere beskrevet i Berlingske, er forhandlingerne om en ny måde at beskatte biler på så langt fremme, at regeringens topministre ser på konkrete modeller.

Fælles for dem er at flytte beskatningen fra en såkaldt registreringsafgift, når biler kommer på gaden, til en løbende beskatning.

Men ændringer i bilafgifterne har store konsekvenser for priserne på de biler, danskerne allerede ejer.

Helt forenklet slår det igennem på priserne på brugte biler, når de nye biler bliver billigere at købe.

Mads Rørvig ser gerne, at regeringen og Folketinget laver en ny model for bilafgifterne, hvor man helt fjerner registreringsafgiften.

I stedet er der nogle af elbilerne, hvor den halvårlige CO₂-ejerafgift skal sættes i vejret. 

Mads Rørvig fremhæver, at man betaler 420 kroner pr. halve år for alle elbiler, men den afgift kunne godt sættes op for nogle af de lidt tungere modeller, som slider mere på vejene.

»Vi opfordrer politikerne til at skynde sig lidt. Om en bil koster 30.000 kroner mere eller mindre, er ret væsentligt,« siger Mads Rørvig.

Hvordan afgiftsstrukturen ender, vides endnu ikke, men senest har både de radikale og de konservative ordførere i Jyllands-Posten flaget, at de er klar til at lægge stemmer til en markant omlægning af bilafgifterne.

Mens elbilerne vinder frem, og afgiftssystemet står over for mulige ændringer, er det i sidste ende forbrugernes økonomi og politiske beslutninger, der afgør tempoet for den grønne omstilling på de danske veje.